5 mdr.’s undersøgelse

Hej dagbog…

…i dag har jeg været hos lægen. Jeg blev stukket i låret med en kæmpe lang nål, men jeg peb slet ikke – jeg er nok lige så sej som far. Lægen vejede og målte mig også: 69cm og 7700gram.

Jeg har ikke så meget mere at skrive om – go’ nat

Min første grød

Kære dagbog…

…i dag har mor og mig haft besøg af Rie. Jeg får ikke skæld-ud for mor fortalte nemlig Rie at jeg er blevet super dygtig til at sove om natten og være vågen om dagen, men det er også kun fordi mor og far begyndte at vække mig klokken 7 om morgenen – også selvom jeg lige havde lagt mig til at sove klokken 6. Rie målte mig til 63cm og jeg vejer nu 7100gram

I dag har jeg også fået grød for første gang. Mor havde fået at vide at hun skulle ikke regne med at jeg ville spise mere end et par teskefulde, men jeg synes simpelthen det smagte så super at jeg spiste en stor tallerkenfuld af hirsegrøden som mor havde lavet. Det må mor gerne lave til mig igen i morgen 🙂

Go’ nat dagbog

Svømning…

Kære dagbog…

…i dag er der sket noget helt vildt – jeg er startet til svømning sammen med mor. Vi tog alle 3 op i svømmehallen og så gik jeg med mor i bad. Jeg fik min fine nye gule badedragt på og hoppede så i bassinet. Hoppede er måske så meget sagt – jeg hoppede vist mest om halsen på mor – jeg synes det er lidt vildt med alt det vand på en gang, så jeg tager det lige stille og roligt i starten, men jeg tror da snart at jeg er klar til at springe fra 3’eren. Der var en dame som viste mor hvordan hun skulle holde mig, så jeg ikke fik hovedet under vand – det gik nu helt fint ( mor er dygtig til svømning ).

Det var bare lige det jeg ville fortælle om for i dag.

Lægebesøg…

Kære dagbog…

…i dag har jeg været hos lægen. Jeg troede bare lige jeg skulle op og sige “hej” og måles og vejes, men hun stak mig lige i låret!!! Hvad gi’r du? Hun sagde at det var for mit eget bedste og det er for at jeg ikke skal blive syg – helt ærligt: hvor dum tror de jeg er? Man stikker da ikke en nål i låret for at få det bedre. Nå, jeg er da bare ligeglad – mig får de ikke til at pive.

Nu vil jeg lægge mig til at sove – jeg skal være frisk til i morgen. Storesøster skal nemlig ha’ vand i håret.

Go’nat dagbog.

PS. Det her med at sove om natten og være vågen om dagen, det tror jeg altså godt jeg kan vænne mig til.

Nu kan det være nok…

Hej dagbog…

…”nu kan det være nok” sagde mor. Nu skal det være slut med mine teen-age tendenser. “Nu skal der andre boller på suppen” ( og jeg ved ikke engang om jeg kan li’ suppe med boller på ).

I dag er mor og far begyndt at vække mig lige når jeg er faldet så godt i søvn. De siger at nu skal jeg vænnes til at sove om natten og være mere vågen om dagen. Jeg synes nu ellers det er så hyggeligt at hænge hos mor hele natten mens hun går rundt med mig i stuen… og mormor og morfar er taget hjem, så jeg kan ikke engang sladre til dem om hvad mor og far gør ved mig – snøft.

Nå, det kan jo være det bliver meget hyggeligt når jeg har vænnet mig til det.

Nu vil jeg lige se om jeg kan få lov til at sove lidt i fred – go’nat dagbog

PS. I dag tog mormor og morfar hjem til Sjælland igen – ØV

Fars fødselsdag…

Hej dagbog…

…i dag kom mormor og morfar for at besøge os alle sammen – jeg ved ikke om det mest er for at besøge mig eller far. Far har nemlig fødselsdag – han bliver “rund”? Jeg ved ikke lige hvad de mener med at han bliver rund, men jeg ved at han fylder 40 år og det skulle vist være noget lidt specielt.

Storesøster og mig har købt en gave til far som han blev rigtig glad for: vi gav ham en skjorte og et slips – mor kunne også godt li’ det. Far fik faktisk mange fine gaver i dag.

Bedstemor og bedstefar og Pollie var her også og vi spiste aftensmad sammen alle sammen – det var bare hyggeligt. Jeg smagte godt nok ikke lige det de andre fik, men det så nu spændende ud, så næste gang far bliver “rund” så vil jeg helt sikkert smage.

Nu vil jeg sove ( tror jeg ) – ha’ det godt dagbog

Sundhedsplejerske – igen

Hej dagbog…

…i dag har vi haft besøg af Rie igen. Jeg har fået lidt skæld-ud, nok fordi jeg stadigvæk ikke vil sove om natten, men jeg synes nu altså det er hyggeligt at putte hos mor i bæreselen og lige så snart jeg falder i søvn i selen og mor prøver at liste mig ud af den, så vågner jeg og græder – jeg VIL være hos min mor. I dag vejer jeg 5100 gram og jeg er blevet 57 cm. lang. Mor kan ikke forstå at jeg ikke kan passe mit tøj, men det er jo klart når jeg vokser så hurtigt.

Vi skrives ved – hej hej.

Mormor og morfar på besøg

Kære dagbog…

…i dag har mormor og morfar været her for at besøge os – mest mig tror jeg :o) Jeg har rigtig hygget mig med at sidde og sutte på mormor fingrer og morfar har båret mig på maven. Han dufter så dejligt og er så dejlig varm, så jeg faldt altså i søvn hos ham – det var smadder hyggeligt. Jeg tror nok at mormor og morfar skal sove her i nat, så jeg kan hygge mig med dem i morgen også.

Vi skrives ved…

Lægebesøg

Kære dagbog…

…i dag har jeg været til lægen. Det er nu ikke fordi jeg fejler noget, men man skal åbenbart til tjek hos lægen jævnligt når man er så lille som jeg er. Min læge sagde at jeg er en fin pige ( selvfølgelig er jeg det ). Hun målte og vejede mig også – nu er jeg blevet 55 cm. lang og vejer 4200 gram – utroligt hvad der kan ske på 5 uger!!!