En tur til Gødstrup

Hej dagbog…

…i dag har jeg været med mor og far og storesøster en tur ved Gødstrup Sø. Der holder vi hvert år fætter-og kusinefest på Bedstemors side. Vi skulle være der allerede klokken 12:00 og jeg skal love for at der var gang i grillerne da vi kom. Mor havde pakket kød ned til os, så vi skulle bare smide det på grillen og så var der serveret. Det var bare en rigtig hyggelig dag. Der skete bare så meget til festen at jeg ikke kunne sove selvom mor sagde at jeg SKULLE og hun gik en hel masse ture med mig i barnevognen, men jeg VILLE ikke sove ( men jeg skulle nu nok ha’ gjort som mor sagde for jeg er godt nok træt nu ).

Nu vil jeg ind og putte sammen med Knud – go’ nat.

Vand i håret…

Kære dagbog…

…nu ved jeg hvad mormor og morfar mente med at “få vand i håret”. I dag er jeg blevet døbt: Malou Midtgaard Sørensen. Og det var morbror Bims der holdte mig – med hovedet nedad, så jeg ikke fik vand i øjnene.

Nu kan jeg bedre forstå hvorfor alle de gæster har været her – det er noget ganske særligt at blive døbt. Vi har holdt en fest med masser og masser af gæster….og ved du hvad dagbog? De havde alle sammen dejlige gaver med til mig og ønskede mig tillykke med mit navn. Det har været en dejlig dag. I morgen glæder jeg mig til at kigge rigtig på alle gaverne.

Mor hviskede til mig at hun var super-duper glad for at Morbror Franker og Morbror Bims har hjulpet hende med så meget – “der findes ikke nogen som dem” siger mor, så jeg skal bare opføre mig ordenligt over for dem 🙂

Nu kan jeg ikke holde mig vågen mere – super dejlig dag. Go’ nat dagbog

Fars fødselsdag…

Hej dagbog…

…i dag kom mormor og morfar for at besøge os alle sammen – jeg ved ikke om det mest er for at besøge mig eller far. Far har nemlig fødselsdag – han bliver “rund”? Jeg ved ikke lige hvad de mener med at han bliver rund, men jeg ved at han fylder 40 år og det skulle vist være noget lidt specielt.

Storesøster og mig har købt en gave til far som han blev rigtig glad for: vi gav ham en skjorte og et slips – mor kunne også godt li’ det. Far fik faktisk mange fine gaver i dag.

Bedstemor og bedstefar og Pollie var her også og vi spiste aftensmad sammen alle sammen – det var bare hyggeligt. Jeg smagte godt nok ikke lige det de andre fik, men det så nu spændende ud, så næste gang far bliver “rund” så vil jeg helt sikkert smage.

Nu vil jeg sove ( tror jeg ) – ha’ det godt dagbog

Nytårsaften

Kære dagbog…

…i går oplevede jeg min første nytårsaften. Vi tog hjem til Faster Hanne og Carsten for at hygge og spise go’ mad. Jeg ville nu hellere sove og selv om de spillede høj musik sov jeg dejligt i min lift midt på sofabordet. Mor fortalte mig at lige nøjagtig den ene gang om året må jeg gerne være længe oppe ( men det kan hun jo sagtens sige dagen efter ikk’ ). Hvis jeg havde været vågen sent i går aftes kunne jeg have set en masse flotte lys oppe på den mørke himmel, men det tror jeg bare lige jeg husker, så jeg ser det næste år.

I dag er mor og far lidt møre for de kom vist nok lidt sent i seng og far fik vist også lidt for meget inden for vesten – som mor kalder det ( han ser nu ikke tykkere ud synes jeg ).

Tak for i dag dagbog – vi skrives ved.

Min første jul

Kære dagbog…

…det har bare været en helt speciel dag i dag. Mor og far kalder dagen for “juleaften”. Mor fortalte mig at normalt er man sammen med hele familien på sådan en dag som denne, men fordi jeg var kommet, så ville mor og far nyde mig for sig selv. Vi har hygget os og vi har fået en masse gaver alle sammen – ikke kun mig! Mor har lavet lækker mad til far – det duftede af gris i hele huset ( altså på den go’e måde ). Mor gav mig ekstra fint tøj på i dag – hun synes at jeg skulle ha’ kjole på ( selv om den var lidt for stor ).

Vi skrives ved